in Produktivitet

Hvad laver du, når du arbejder? Arbejd, når du arbejder.

Du læser mit 3. indlæg om produktivitet

Ok. Så lad os lige opsummere hvor langt, vi to er nået sammen. I seriens første indlæg fandt vi ud af, hvordan du sætter dig et mål, der sparker røv. Og i andet indlæg gjorde vi din underbevisthed til en medspiller i at nå det mål. Vi tegnede og fortalte om vaner, neuroner, dendritter, axonterminaler og andet guf. Kort sagt; vi havde en fest. Det endte med, at du lavede en kalender, hvor hver dag får et kryds i takt med, at du kommer tættere på dit mål. Så langt så godt!

Nu zoomer vi ind på hvert enkelt kryds. I dette indlæg, får du mit favorit værktøj til at få mere ud af din tid. Du behøver ikke at have læst de forrige indlæg, men nu er et glimrende tidspunkt at gøre det på 😌

Indlæggene gør dig klogere på:
  1. Gør dit mål SMART – 28. august
  2. Gør din succes til en vane – 10. september
  3. Hvad laver du, når du arbejder? Arbejd, når du arbejder – 24. september
  4. Få det ned på papir – ?
  5. Pip for din egen skyld – ?

3. Hvad laver du, når du arbejder? Arbejd, når du arbejder

Min personlige favorit er cherry-tomaten. De er små og virker ikke til at vide det selv. Ligesom små hunde altid gør højest, evner cherrytomaten at smage af alverden mere end den gennemsnitlige hamburger-tomat. Den vil frem i salaten. Nogen gange vil den endda videre ud over læberne, hvis ikke du gør dig ekstra bevidst om at holde munden lukket, når du tygger dig igennem dens spændstighed. Hørt om janteloven, har den ihvertfald ikke. Og nu er skjorten dannebrogsfarvet.

[…] the average UK office worker is only productive for 2 hours and 53 minutes out of the working day; with social media and trawling news websites labelled as the main distractions affecting employee productivity each working day. – Voucher Cloud (baseret på 1.989 fuldtidsansatte +18 år)

Jep. Ud af en arbejdsdag på 8 timer, er det ikke ualmindeligt at være helt væk fra vinduet halvdelen af tiden. Det er der ikke meget cherrytomat over. Så hvis du vil foran feltet, skal du i teorien “bare” være produktiv mere end 4-5 timer om dagen. Og flytte til England. Du kan blive mere produktiv på flere måder, og i bedste TV-shop stil har jeg løsningen til dig: En ny rygrad 🐛

Ej, jeg driller bare. Det kan være djævelens svært at koncentrere sig. Og det kan også være svært at komme i gang. Selv før Facebook kom til. Så hvad er løsningen? Lad mig præsentere dig for pomodoro-teknikken:

Pomodoro-teknikken 🍅

Du vil ikke være den, hvis dag er én stor, kedelig flad-i-smagen tomat. Vel? Nej, din dag må bestå af flere cherrytomater med masser af gods i. Små jævnlige sprint med et klart formål og uforstyrret fokus. Det er dét, pomodoro-teknikken giver dig.

Fidusen er at bruge et stopur til at bryde dit arbejde ned i intervaller. Typisk 25 minutter efterfulgt af en pause på 5 minutter. Et interval kaldes for en pomodoro, der for øvrigt betyder tomat på italiensk. Efter fire pomodoroer holder du en længere pause på 15-30 minutter. Og så begynder du forfra. Det giver dig seks trin:

  1. Beslut dig for opgaven du vil færdiggøre
  2. Sæt uret til 25 minutter og arbejd på opgaven
  3. Når uret ringer, sætter du et kryds på et papir
  4. Hvis du har under fire krydser, tager du en normal pause (5 min)
  5. Har du fire krydser, holder du en længere pause (15-30 min)
  6. Rinse and repeat

Der findes flere gode web-apps, der hjælper dig med at holde styr på tiden. Du får min favorit til sidst i indlægget. Først får du et vigtigere element:

Den magiske ingrediens 🦄

Har du set reklamen fra Sikker Trafik? Den med “Kør bil, når du kører bil”. Det samme gælder for dine pomodoroer. For at teknikken er super effective, skal du skære hul i begge dine håndflader og give dig selv hånden på, at du under ingen omstændigheder (ekskl. force majeure) lader dig forstyrre under en pomodoro. Arbejd, når du arbejder.

Hvis nogen vil have din opmærksomhed, siger du “Jeg har lige mit hoved begravet i en opgave. Jeg vender tilbage til dig om [aflæser ur] 12 minutter og 41 sekunder.”. Det lærer folk omkring dig hurtigt at forstå og respektere. Hvad enten det er din kollega, chef eller kunde.

Står du lige nu med en kniv og er ved at skære dig i håndfladerne, skal du lægge den stille og roligt ned igen. Det var bare en såkaldt “figure of speech” — som vi kalder det i Amerika.

Pomodoro 🤜 VS.  🤛 Real life

Lad os tage 3 hyppige situationer, du sikkert kender til i en eller anden grad – og hvordan pomodoro-teknikken hjælper dig i dem.

1. Jeg kan ikke sparke mig selv i gang med XYZ

Det sværeste er oftest at komme i gang. Og jo sværere det er for dig at komme i gang, jo mere bør du nok gøre det. Brug det som dit kompas. Spis elefanten en bid ad gangen (er det politisk ukorrekt at sige?) og start med en pomodoro. Du kan lige overskue 25 minutters arbejde — og når de så er gået, vil du opleve, at den næste pomodoro er endnu nemmere. Det sværeste er at komme i gang. Og så giver det dig et lille reinforcement-kick, hver gang du igen kan sætte flueben ved en færdiggjort pomodoro.

2. Det er svært for mig at holde fokus

Today is your lucky day. En pomodoro varer kun i 25 minutter. Uanset langt du er nået, har du maks. 25 minutters arbejde tilbage, før du kan tage en pause.

3. Jeg bliver hele tiden forstyrret af XYZ

Opdrag din omverden. Og opdrag dig selv. Hvis notifikationer og sociale medier forstyrrer dig, så læg din mobil langt væk og sæt din computer på “Forstyr ikke”-tilstand. Får du stadig trangen til at tjekke Facebook, kan du hente SelfControl (Mac) eller Cold Turkey (Windows). De blokerer dig fra visse hjemmesider i et brugerdefineret tidsrum. Og hvis du undervejs får kolde fødder og har brug for et Facebook-fix, kan du ikke slå dem fra 😈

Min yndlings Pomodoro app ❤️

Hvis du vil være lidt mere fancy end et stopur på din mobil, kan du bruge en Pomodoro app. Der findes et hav af dem derude. Både i form af mobil-, computer-, browser- og web apps. For at det ikke skal være løgn, har jeg lavet min egen i forbindelse med The Odin Project-pensummet.

Min personlige favorit er KanbanFlow. Det er et nemt projektstyrings-værktøj med en integreret pomodoro-tidstager. Du opretter dine opgaver derinde og så holder KanbanFlow styr på dit samlede tids- og pomodoroforbrug på hver enkelt af dem. Værktøjet kan meget mere end det, men det vil jeg gemme til et fremtidigt indlæg.

EDIT: Da jeg skrev det her indlæg, fandt jeg ud af, at Toggl også kan køre pomodoros. Det fungerer glimrende til tidstagning og giver dig overskuelig rapportering med grafer og andet lir. Det kan måske godt blive en ny favorit 👍

En anbefaling til dine pauser 💡

Når uret ringer og du har færdiggjort din pomodoro, har du fortjent en lille, fem-minutters pause. Hvis du er ved at lære at programmere (læs: Sådan bliver du Webudvikler i 2017) eller dit arbejde har krævet, at du har siddet og kigget ind i en skærm, så rejs dig op. Gå en lille tur og lad din hjerne koble af. Du kan måske hente en kop kaffe eller trække lidt frisk luft. Det får du meget mere ud af, end at blive siddende og læse de seneste nyheder på TV2.

To be continued…

Pomodoro-teknikken har hjulpet mig med at få mere ud af min tid. Giv den et skud og skriv gerne dine erfaringer til mig. Har du en anden teknik, der fungerer bedre for dig? Så må du også hjertens gerne dele den med mig i en kommentar nedenfor 😊

Næste indlæg er klart til dig på søndag d. 8. oktober. Jeg håber, at vi ses! ☀️