in Programmering

Hvad er programmering?

Fedt! Du er tilbage.

Jeg vidste, at du ville komme tilbage. Ok. Så i forrige indlæg, fortalte jeg dig om mit mål om at blive en haj til at programmere. Før vi taler mere om mig, synes jeg, at vi skal tage et skridt baglæns og definere, hvad programmering er og hvordan det kan hjælpe dig.

Lad os få lidt struktur på banen:
  1. Hvad er programmering?
  2. Programmering lærer dig at tænke
  3. Programmering som levevej

1. Hvad er programmering?

En programmør er for det 21. århundrede, hvad tømreren har været for de foregående. Minus splinter.

Jep. Lad os starte fra scratch. Med evnen til at programmere taler du samme sprog som din computer. Du giver den en række instruktioner og lader den udføre dem for dig. Det er super brugbart, da din computer nok er den klogeste ven, du kan ønske dig. Og den vil gøre alt for dig, hvis bare den forstår dig.

Mange drømme ender desværre her. Din computer kan nemlig kun forstå maskinkode. Det er træls, da det er ulæseligt for os dødelige. Heldigvis, er der udviklet programmeringssprog, der skriver meget lig engelsk og som oversættes direkte til maskinkode for dig. Hurra!


Jojo, men hvad med bachelorprojektet?” tænker du måske. Der er i virkeligheden kortere vej mellem de to, end man skulle tro. Kunstig intelligens (AI) buldrer frem. Med hjælp fra kode lignende den ovenfor, lærte en computer for nylig at skrive et kapitel som JK. Rowling frit fra leveren. En anden lærte at skrive sørgelig poesi. Det er naturligvis ikke bachelorprojekt-værdigt… men close enough!

Human-Machine (dream)team

Programmering lader sig dog ikke begrænse til skrivekundskaben. Også sundhedsvæsnet nyder godt af hjælpen fra kunstig intelligens. I et patologisk forskningsstudie fra 2016 undersøgte man, “hvor præcist henholdsvis maskinlæring og radiologer kunne finde kræft i vævssnit. Radiologerne havde en fejlrate på 3,5 procent. Maskinens fejlrate var 7,5 procent. Men når man kombinerede de to, var fejlraten pludselig 0,5 procent.” [Kilde: Ugeskriftet Læger 15/2017 ]

Elektronik har til formål at hjælpe dig i din hverdag. Når du lærer at programmere, får du en bedre forståelse af, hvordan elektronik kan gøre netop din hverdag nemmere. Det kan være i det små; som med en applikation der sender dig en SMS, når din plante skal vandes. Eller i det store, som med teknologi, der forbedrer livskvaliteten for dem på plejehjem. Hvad vil du skabe?

2. Programmering lærer dig at tænke

Programmering er et kreativt fag, hvor du kan forvandle dine idéer til virkelighed. Målet med at lære programmering behøver ikke være at gøre karriere. Ligesom vi studerer matematik, fysik og kemi i skolen, bliver vi ikke alle sammen matematikere, fysikere eller kemikere. Men fagene lærer dig at tænke – og det gør programmering også. Dansk Erhvervs adm. direktør, Jens Klarskov, mener, at programmering bør være et obligatorisk fag i den danske folkeskole; ligesom det f.eks. er i England og delvist USA.

“Here is Edward Bear, coming downstairs now, bump, bump, bump, on the back of his head, behind Christopher Robin. It is, as far as he knows, the only way of coming downstairs, but sometimes he feels that there really is another way, if only he could stop bumping for a moment and think of it.” ― A.A. Milne, Winnie-the-Pooh

Når der i medierne bliver talt om, at robotter erstatter menneskelig arbejdskraft, er der tale om jobs, hvor hele arbejdsprocessen kan automatiseres af en computer. Selvom du måske ikke er en del af McKinseys “45% af alle betalte jobs kan automatiseres med eksisterende teknologi“-farezonen, er der sandsynligvis processer i din hverdag, du med fordel kan automatisere eller gøre endnu bedre. Som eksempelvis med radiologerne fra forrige afsnit. Ved at kombinere basale programmerings-skills med din fagspecifikke viden, vil du kunne stoppe op og besvare det nagende spørgsmål “Der må være en bedre måde…”. Og som bonus: fremtidssikre dit venskab med teknologi.

3. Programmering som levevej

Hvis du så alligevel beslutter dig for at gøre det til din levevej, bliver du glad for at høre, at der både er god løn og jobsikkerhed at hente. Sidste år var der en mangel på 3.000 IT-specialister i Danmark. Et tal der forventes fordoblet i år.

Hvis du er offer for regeringens begrænsning af dobbeltuddannelse eller vil lære at programmere ved siden af din nuværende beskæftigelse, har du valgt den rette profession. At blive ansat som programmør kræver ikke en traditionel uddannelse. Selvom en uddannelse i softwareudvikling er en glimrende mulighed (og sikkert den rette for mange), kan du lære kunsten på egen hånd. I dit eget tempo. Ganske gratis. Denne artikel hævder, at det måske endda er en fordel.

For at give dig et indtryk af mængden af tilgængelige resurser, får du her en liste over 460 gratis, online programmeringskurser, der starter i denne måned. Fra nybegynder til advanceret niveau. Fra ukendte undervisere til anerkendte universiteter som MIT og Harvard. Er det ikke vildt?

Virker de mange muligheder overvældende? I løbet af de næste par indlæg, vil jeg gøre det mere overskueligt for dig at komme i gang. Jeg har nemlig allerede brugt en masse tid på at strukturere et forløb for min egen læring. Og det vil jeg dele med dig 💪

Pro tip: Hvis du overvejer at søge ind på en programmør-uddannelse, kan du nemt få be- eller afkræftet din beslutning ved at dyppe tæerne med et kursus ovenfor. Hvis det viser sig ikke at være din kop te, har du sparet dig selv for en faldskærmstur.

Vil du vide mere om programmering?

Det kan jeg godt forstå. Dette indlæg forklarer emnet bedre end mig. Det er glimrende skrevet.

Næste indlæg:

Kig forbi bloggen igen på mandag og få et indblik i, hvorfor jeg vil lære at programmere. Der følger en lille hemmelighed med. Ses vi? 👋